Ernæringsmæssig støtte til nyre- og urinvejsfunktion

Diagnostisk tilgang

En struktureret diagnostisk tilgang er afgørende for at kunne identificere og behandle nyre- og urinvejslidelser hos hunde og katte. Kliniske tegn som polyuri, polydipsi, dysuri, hæmaturi og inkontinens kræver en grundig udredning, der starter med urinanalyse, blodprøver og billediagnostik.

1. Urinanalyse

Er fortsat hjørnestenen i diagnosticeringen af urinsygdomme, idet man vurderer den urinspecifikke tyngdekraft (USG) for at bestemme koncentrationsevnen og opdage abnormiteter som proteinuri, hæmaturi, pyuri eller krystalluri. Forholdet mellem urinprotein og kreatinin (UPC) er afgørende for at kvantificere proteinuri og hjælpe med at skelne mellem glomerulær og tubulær sygdom. Vedvarende proteinuri med en forhøjet UPC-ratio tyder på glomerulær sygdom, mens mild proteinuri ofte ledsager betændelse eller infektion i de nedre urinveje.

2. Blodprøver

Inklusive serumkreatinin, blodurinstofnitrogen (BUN) og symmetrisk dimethylarginin (SDMA) giver indsigt i nyrefunktionen, hvor SDMA giver tidligere påvisning af nyrefunktion end kreatinin. Elektrolytubalancer, såsom hyperkaliæmi ved akut nyreskade (AKI) eller hypokalæmi ved kronisk nyresygdom (CKD), kan yderligere vejlede den kliniske behandling.

3. Billeddiagnostiske undersøgelser

Røntgenbilleder af abdomen og ultralyd hjælper med at opdage strukturelle abnormiteter såsom urolithiasis, neoplasi eller medfødte defekter. Røntgenbilleder er nyttige til at identificere flere typer sten, mens ultralyd giver overlegen visualisering af forandringer i nyreparenkym, blærevægsfortykkelse og røntgengennemsigtige sten. I mere komplekse tilfælde tilbyder computertomografi (CT) urografi avanceret billeddiagnostik af urinvejene, især til diagnosticering af ektopiske urinledere, subtile urolitter eller nyrebækkenmasser. Cystoskopi er værdifuld til direkte visualisering af blæren og urinrøret, især i tilfælde af tilbagevendende hæmaturi eller mistanke om neoplasi.

4. Mikrobiologisk testning

Inklusive bakteriekultur og følsomhed er afgørende hos patienter med mistanke om urinvejsinfektioner (UTI), især dem med tilbagevendende eller komplicerede infektioner. En dyrkningsbekræftet diagnose sikrer passende valg af antimikrobielle midler, hvilket reducerer risikoen for antimikrobiel resistens. I tilfælde af vedvarende hæmaturi eller tegn fra de nedre urinveje med negative dyrkningsresultater kan det være nødvendigt med yderligere test såsom blærebiopsi, urincytologi eller PCR-test (polymerasekædereaktion) for infektiøse agenser.

Terapeutiske strategier

Behandlingen af nyre- og urinvejslidelser hos hunde og katte afhænger af den underliggende årsag, sygdommens sværhedsgrad og individuelle patientfaktorer. Behandlingsstrategier involverer typisk en kombination af kostændringer, farmakologisk behandling og i nogle tilfælde kirurgiske eller interventionelle procedurer.

• Ved kronisk nyresygdom (CKD) spiller diætbehandling en vigtig rolle i forhold til at bremse sygdomsudviklingen og bevare det generelle helbred. Specialiserede diæter, der er sammensat til at understøtte nyrefunktionen, indeholder typisk kontrollerede niveauer af protein, fosfor og natrium, samtidig med at de indeholder gavnlige næringsstoffer som omega-3-fedtsyrer, antioxidanter og B-kompleks-vitaminer. Meget tyder på, at ernæringsmæssige justeringer kan forbedre livskvaliteten og forlænge overlevelsen hos berørte kæledyr.

• Ved tilstande, der involverer proteintab gennem nyrerne, kan medicin, der regulerer blodtrykket og reducerer glomerulær hypertension, bruges til at bremse sygdomsudviklingen. Inflammatoriske og obstruktive lidelser i de nedre urinveje kræver ofte symptomspecifikke behandlinger, herunder muskelafslappende midler mod spasmer i urinrøret, antiinflammatoriske lægemidler mod blæreinflammation og smertestillende midler til smertebehandling. Omhyggelig udvælgelse og overvågning af disse medikamenter er afgørende, især hos patienter med eksisterende nyredysfunktion.

• Infektiøse urinvejssygdomme, herunder bakterielle urinvejsinfektioner (UVI), skal behandles på baggrund af dyrknings- og følsomhedsresultater for at sikre passende brug af antimikrobielle stoffer og forebygge resistens. Behandlingsvarigheden varierer afhængigt af, om infektionen er ukompliceret eller forbundet med en underliggende tilstand som f.eks. urinsten, anatomiske abnormiteter eller systemisk sygdom.

• Kirurgisk indgreb eller minimalt invasive procedurer kan være nødvendige, når medicinsk behandling er utilstrækkelig. Urolitfjernelse, korrektion af medfødte abnormiteter og kirurgisk behandling af obstruktive tilstande udføres almindeligvis for at genoprette normal urinfunktion. I tilfælde af blæretumorer eller kroniske urinvejsobstruktioner kan det være nødvendigt med en multimodal tilgang, der kombinerer medicinsk behandling, kirurgiske indgreb og understøttende pleje for at opretholde urinvejssundheden og forbedre langtidsresultaterne.